Nye filmkonsulenter til ÅFV | |
| 21-11-2011 af Trine Hansen | |
Nyt stærkt hold af filmkonsulenter hos Århus Filmværksted
I den kommende tid vil filmtalenter, der ansøger om støtte hos Århus Filmværksted, få mulighed for at modtage sparring fra kompetente konsulenter. Vi har inviteret en række filmfolk, hvis evner spænder vidt, nogle er med til at udgøre rygraden af dansk film- og tv-produktion – andre er nye, talentfulde skud på instruktørstammen.
Nils Malmros
At fortælle historien om Nils Malmros’ liv og levned er nærmest overflødigt – du kender den formentlig i forvejen. Den århusianske filminstruktør mestrer nemlig som ingen anden at bruge sit eget liv som et bærende tema i sine film. Malmros er selvlært filminstruktør, og han fik sit store gennembrud i 1973 med filmen Lars Ole 5c, som han også modtog en Bodilpris for. Sidenhen har han modtaget et hav af filmpriser og anden hæder for sine filmværker. Den selvbiografiske vinkel skinner også tydeligt igennem i Malmros’ seneste film Kærestesorger fra 2009.
Helle Lyster Helle Lyster af en tv-kvinde af karat. Hun kan udfylde de fleste roller i en tv-produktion og har i en lang årrække arbejdet som tv-fotograf, lydtekniker og tilrettelægger hos DR. Helle har produceret et hav af tv-dokumentarer, og hun pakker gerne kameraet ned og drager udenlands for at finde sine historier. Således har hun rejst verden rundt og lavet DR Explorer programmer, ligesom hun var rejsende tv-vært på DR-programmet Sporløs.
Morten Lundgaard Film- og teaterinstruktør, Morten Lundgaard, har et CV, der afspejler hans store engagement og erfaring inden for film og scenekultur. Morten er uddannet fra den alternative filmuddannelse Super 8 og har instrueret en lang række dokumentarer og kortfilm. Hans viden om film spænder vidt – og i 2007 var han jurymedlem ved Robert uddelingen. Til daglig er Morten en del af ”Von Badens” faste ensemble – en teatergruppe, han var med til at stifte i 2001. Som filmlærer ved Odder Højskole er Morten Lundgaard vant til at dele ud af sine erfaringer, hvilket han også har gjort i rollen som kulturkonsulent hos Aarhus Kommune.
Henrik Laier
Henrik Laier er en af de drevne kræfter inden for filmproduktionsmiljøet. Stort set alt han rører ved, har med de visuelle medier at gøre. Henrik er medejer af produktionsselskabet Picturewise, som bl.a. laver spillefilm, dokumentarfilm og kortfilm. Senest har han produceret spillefilmen, ”Det grå guld” med Birthe Neumann, Lars Knutzon og Kurt Ravn. Filmen får premiere i efteråret 2011. Henrik Laier er desuden en erfaren underviser, og han fungerer som leder af billedjournalistlinjen på Danmarks Journalisthøjskole.
Kasper Bisgaard
Sin unge alder til trods har Kasper allerede høstet mange erfaringer som filminstruktør. This is what Filmmaking is all about lød den engelske Channel 4’s dom over Kaspers kortfilm fra 1998 ”The End of Summer”. En sådan anmeldelse giver blod på tanden, og heldigvis havde Kasper mod på meget mere. Han blev uddannet filminstruktør fra Den Nationale Polske Filmskole i 2001, hvor han blev undervist af navne som Kieslowski og Polanski. Kasper Bisgaard udmærker sig ved at brede sit instruktørtalent ud over flere genrer – og beskæftiger sig udover fiktionen også med dokumentarfilm af høj kvalitet. Han blev nomineret til en Robert for årets bedste novellefilm i 2007 og har netop instrueret "The Kampala Story" i forbindelse med, at han blev udvalgt som DOX:LAB talent.
Nikolaj Feifer Nikolaj er en ung talentfuld filminstruktør med stærk vind i sejlene. Han har en baggrund fra Århus Filmværksted og Super 8, hvor han som tyveårig gik i gang med at lave spillefilmen Solopgang (2005) med bl.a. Anders Lund Madsen og Jens Okking på rollelisten. Vejen gik derefter til Den Danske Filmskole, hvor Nikolaj i 2011 fik papir på sit talent som filminstruktør med afgangsfilmen Junk Love. Nikolaj deler desuden ud af sin filmviden som underviser på Medievidenskab, Aarhus Universitet og som gæsteunderviser i instruktion ved Århus Filmværksted.
Ellen Riis Ellen Riis har i mange år beskæftiget sig med film- og tv-produktion i såvel ind- som udland, inden hun i 2007 gik selvstændig med produktionsselskabet Basmati Film. Her arbejder hun med alle aspekter inden for filmproduktion – såsom lancering, distribution og projektledelse. Tidligere var Ellen Riis ansat hos bl.a. Deluca Film, Nordisk Film og har arbejdet som freelance researcher og produktionsleder for Ulla Terkelsen / Tv2 Danmark i Tyskland. Underviser i producerkursus på Medievidenskab, Aarhus Universitet og betegnes med god grund som "filmtalenternes Godmother". | |
| tilbage til oversigten | |








