Jeg står hvor min far stod.

Jeg ser med hans blik, hvordan pigtråden skærer sig igennem landskabet. Formentlig den hyppigst forekommende beplantning her. Underligt smuk. Pirrende destruktivt på samme måde som en skovbrand.

Jeg er i Palæstina fordi min far var i Palæstina, og fordi min mor var i Palæstina, og fordi jeg hele min barndom har hørt om Palæstina. 
Og nu er der kun rejsedagbøgerne tilbage af min far, og efter hans død er de transformeret til dyrebare relikvier.

Så nu står jeg, hvor han stod og ser ud over Vestbredden, og forsøger med mit kamera, at genskabe steder og stemninger fra bøgerne.

Jeg propper mig med falafel hos Abu Khalil, der vel nærmest er min underbo, mens jeg bor her i Det Danske Hus i Ramallah. Nætterne er kolde, men alle de mennesker jeg møder er varme, så alting er okay.
Jeg begynder at forstå, hvorfor min far vendte tilbage hertil igen og igen.

Jeg bliver hjulpet rundt af Elias, en ung producer, som har en forunderlig evne til at lokalisere steder baseret på min 40 år gamle rejsedagbog. Han præsenterer mig for sine venner og for palæstinensisk rødvin. Jeg foretrækker vennerne.

Vi rejser til Jericho, hvor varmen og palmerne får februar til at synes langt væk. Videre til Jordan-dalens sandklitter. Vestpå til Betlehem, hvor apartheid-muren skærer igennem byen. Et beton-lærred, overmalet med en kampånd og humanisme, der en dag uundgåeligt må medføre murens fald.

I Hebron græder jeg, fordi mennesker er nødt til at spænde trådnet ud over deres gader fordi andre mennesker kaster sten og skrald fra toppen af deres huse ned på de handlende.

Jeg er her på sin vis for at filme fortiden, som den kan læses i min fars rejsedagbøger.

Men jeg filmer også for at forstå mit eget blik på et sted, som jeg har hørt så meget om, men aldrig besøgt. Underligt nært og fjernt på samme tid.

Hver aften betragter jeg billederne på skærmen. Skruer op og ned for tempo og farver, eller sætter dem sammen på nye måder. Alt sammen i et forsøg på at overføre den følelse jeg havde om dagen, mens jeg filmede. Fascinationen af den unge palæstinensiske kvinde med det faste blik, på vej til universitetet. Pigtrådlandet, der både tiltrækker pilgrimme fra hele verden, og samtidig skubber dele af sit eget folk væk. Undervejs opstår der en erkendelse: Det er åbenbart sådan, jeg ser Palæstina.

Jeg er ikke færdig med at se, og jeg kommer, som min far, til at vende tilbage. Men for nu har jeg en række mennesker og steder, som jeg skal forbinde med lyd, musik og en række andre virkemidler, jeg vil holde hemmelige lidt endnu. Jeg glæder mig til at vise det hele frem på næste års festivaller.

- Emil Nørgaard Munk, instruktør

 

Opholdet udbydes i samarbejde med: