Nyhedsarkivdetaljer

Essays fra Ida Kat Balslevs residency i Palæstina

Ida Kat Balslevs (Filminstruktør og Manuskriptforfatter) residencyophold er blevet til i samarbejde mellem Aarhus Filmværksted og Det Danske Hus i Palæstina (DHIP).
Ida har desuden modtaget et rejselegat fra Statens Kunstfond.

Som led i en research- og udviklingsprocess er Ida af sted på 3 ugers Filmresidency med fokus på manuskriptudvikling i Ramallah, Palæstina.

Under sit ophold skriver Ida løbende essays, som vi udgiver her i forlængelse af hinanden.

Læs mere om at komme i residency i Ramallah gennem vores samarbejde med DHIP her.

 

Noter fra opholdets første dage Ramallah 9. Oktober

- af Ida Kat Balslev

Forestil dig dette scenarie fra fortiden. Du er i en skolegård. Alle du leger med har forskellige religiøse baggrunde, men legen foregår uden problemer. 

Forstå det nutidige billede. En del år senere er du i samme skolegård, men nu er skolegården indhegnet og opdelt, og du leger kun med dem, der har samme baggrund som dig selv. Men ikke nok med det. Der er nu forskel på hvilke børn, der bliver behandlet ordenligt, og hvem der ikke gør. Det kommer an på din baggrund og sociale rang. 

Denne skolegård er nutidens Palæstina, og der er ingen ende på rædslerne. Men livet skal leves og palæstinenserne gør deres for at opretholde et stolt og funktionelt liv. 

På nuværende tidspunkt er det israelske militær nådesløse, fortæller Khalid, chaufføren der kører mig fra Ben Gurion lufthavn til Ramallah. Det israelske militær har tilladelse til at skyde ved den mindste uro. Tidligere kunne man snakke med dem, det kan man ikke mere, fortæller han. 

Ismail, en filmfotograf fra Jerusalem, fortæller om sin interesse i at fokusere mere på drømme og ikke det lineære narrativ i sine film. Jeg fortæller om den seneste inspiration, jeg har fået af at læse Elsebeth Nielsens sammenfatning af, den nu afdøde manuskriptguru, Mogens Rukov’s noter og deres samtale om den naturlige historie. Jeg forstår Ibrahims interesse for det ikke-lineære. I dette land er den naturlige historie konstant udfordret af utilregnelighed. 

Der indtræffer konstant nye begivenheder, som kommer med pludselig varsel. Der er hele tiden historier og menneskelige indfald, der vender eller drejer perspektivet i en ny retning. 

Tid er en mere flydende størrelse, og den fylder ikke så meget. 

Aftaler indgås på en anden måde, man kan først være sikker på at mødet finder sted, når man står over- for hinanden, men en aftale er altid en aftale, og hvis den ikke finder sted på det aftalte tidspunkt, bliver den rykket til lidt senere eller dagen efter. Det er der flere grunde til det. En af dem er trafikken, som kan variere afhængigt af ugedag og tidspunkt på dagen. En anden grund er den politiske situation, som kan variere meget i forhold til checkpoints og helligdage. 

På Arafat-museet bliver jeg bevæget, da jeg forstår hvad det var for en vision, Arafat håbede på at realisere i sin levetid, nemlig at folk kunne leve side om side igen, uanset deres kulturelle ophav. 

Jeg køber kaffe hos Mohammed på vejen, for at samle mig selv igen, og som en nær gammel ven snakker vi længe - om situationen - om historien - om fremtiden. Det er altid mennesket, der fremstår i nuet og fortæller, der står stærkest og klarest. Jeg bliver mindet om at fokusere på nutiden og ikke den tunge fortid. Men det føles umuligt at adskille i dette land. 

Jeg får et nyt perspektiv på tiden under Arafats ledelse og forstår, hvilke konsekvenser hans militære agenda havde for mange palæstinensere. Mohammeds bror og fætter blev dræbt under den første intifada. Mohammed kom i fængsel. Dengang var han 15 år. Han var hele tiden en del af oprøret og har været i fængsel flere gange. Mohammeds krop bærer fysiske mén efter disse oplevelser. Han mistede sit firma under den anden intifada, og nu har han en kaffekiosk og arbejder fra 7 til 23 for at forsørge sin kone og tre børn. “Nu kan de overtage Jerusalem, jeg er ligeglad, jeg har noget der betyder noget for mig”. Dog mærker jeg disse ord er sagt med en hvis ironi, fordi det selvfølgelig ville havde store konsekvenser for palæstinenserne, hvis de mistede deres ret til Jerusalem og de hellige steder, der er lokaliseret der. Måske er det en måde at udtrykke trætheden over konflikten, fordi Mohammeds liv konstant har handlet om oprøret. 

Om aftenen læser jeg om Rih Asfar - en hed og frygtelig østenvind der kommer med generationers mellemrum. Den kommer fra helvedes port og går efter alle, der har gjort uret. Rih Asfar kaster dem ud af deres huse og andre skjulte steder, efterlader byer som øde sletter og overstryger jorden med lig som et bomuldslignende tæppe.

Jeg tænker på, om det måske ville nulstille verden og give os alle mulighed for at få lige betingelser for livet og lige store portioner af frihed. 

Jeg tænker på de universelle træk, der forbinder os, uanset vores kulturelle baggrund, og de fundamentale ting, der burde gælde for os alle. De universaler, der udspringer af vores historie, der afspejler os som mennesker og entiteter, der er en del af et større billede. 

En ting, der forbinder, os er humoren. At grine med et andet menneske forbinder øjeblikkeligt en til én anden. Hammoud, en jokende ældre herre henvender sig smilende og med store armbevægelser til mig på gaden, han spørger mig, om jeg har prøvet palæstinensisk Skyjuice. Den kommer ikke så ofte, men indimellem. Om jeg vidste, hvad det var? Jeg svarer, at det havde jeg ikke prøvet eller hørt om. Det er regn, svarer han og griner, men den kommer også kun sjældent, understreger han. Derudover har de American wine. Jeg siger, at jeg godt kunne lide vin. Han rystede på hovedet, American wine er cola ikke vin. En finurlig herre, som ender med at vise mig rundt i sit kvarter. Da jeg fortæller, at jeg må videre, insisterer Hammoud på at følge mig til bussen. Hvorfor går du i seng om aftenen? spørger han. Fordi jeg er træt, siger jeg tøvende. Nej, nej, nej, det er jo fordi sengen ikke kommer til dig. Vi skraldgriner, og i et kort øjeblik føles det, som om jeg har kendt Hammoud altid. Hammoud er en ustoppelig humørbombe, da vi ankommer til bussen giver han sig til at underholde en gruppe palæstinensiske teenagere. 

Efter den første tur til Jerusalem tænker jeg på det fiktive greb og dets sans for manipulation. Det virker som et fiktivt greb at bygge en mur så høj, som muren i Jerusalem er. Hvorfor skal den være SÅ høj? Jeg tænker over det konstruerede narrativ om en fjende, der er så høj, stor og farlig som en kæmpe. Ren fiktion. Palæstinenserne er ikke større end alle os andre. 

Om aftenen, efter filmfestivalen i byen, går vi forbi en død gris. Den ligger på fortovet med hovedet ud på vejen og tungen ud af munden. På Garage, en stambar i Ramallah, fortæller en ven fra Betlehem om de døde grise. Det israelske militær lukker grise ud for at genere palæstinensiske muslimer. En primitiv måde at genere på, fordi grisene spiser alt og er et beskidt dyr i den muslimske verden. Han fortæller om, at de engang blev nødt til at gå ud og skyde grisene. Da en vred gris kom løbene mod dem, blev de næsten bange, fordi den var så enorm, men de fik overmandet den og skudt den i nakken. En anden gang blev en af deres venner anholdt og kom i fængsel i 21 dage for at skyde de grise, som det israelske militær havde lukket ud. 

Sammen med min ven, schweiziske Geri Müller, som er filmfestivalarrangør, tager vi til det arabisk- amerikanske universitet til en debat om et muligt palæstinensisk filmarkiv. Lige nu findes der arkiver spredt ud over hele verden og i diaspora i høj grad. Debatten handler om nødvendigheden af at skabe et filmarkiv, uafhængigt af den politiske situation, baseret i Palæstina. Flere nævner, at det er vigtigt, at det sker lige nu, fordi det udgør en vigtig del af den palæstinensiske identitet, og hvis det går tabt vil en del af den fælles palæstinensiske historie gå tabt. 

Til denne debat bliver jeg mindet om, hvor stor diversitet der findes i Palæstina, fordi det palæstinensiske folk er så forskelligartet - i forhold til religion, men også deres levevis - landet er befolket af græsk ortodokse, kristne, muslimer og beduiner og andre folkeslag, der er afhængige af landskabet. Et forbillede for verden nu, hvor flere og flere samfund bliver mere multikulturelle. Det er en rigdom at havde så mange fortællinger, der forbinder og gøder samfundet.  Jeg lægger mærke til, at alle de mennesker, jeg snakker med, under opholdets første dage, rummer både fortid, nutid og fremtid i deres fortællinger. Det kommer til syne i sproget, når der tales om alle aspekter af livet. Samtidigt ligger jeg mærke til at drømme har svære vilkår for at vokse her. Men dem, der står stærkt, handler om frihed. 

Hvad gør det ved os som mennesker når vores narrativ konstant møder uret? Jeg fandt et par svar fra mine nye palæstinensiske venner. Abeer, som er skuespiller, mener at det er vigtigt at huske at “occupy the occupiers”. Abeers ven fortalte, at de forleden havde mødt to undercover israelske politibetjente, da de var ved at sætte Abeer af ved hendes hus. De to betjente pegede et gevær imod dem. Abeer begyndte at skrige og råbe på hebræisk, som hun har tillært sig. Hun skabte sig så meget, at betjentene blev bange for at blive opdaget, og bad hende om at dæmpe sig. Til sidst fik hun lov til at gå hen til sit hus. En anden ven sagde, ”enten giver man op eller også kæmper man”, men det er nemmere at give op, end man skulle tro. En tredje ven pointerer, at vi bliver nødt til at drikke for at destruere vores visioner. Ellers kan vi ikke holde ud at være her. 

Om aftenen tænker jeg over et andet fortidsscenarie, der møder vores nutidsscenarie og tænker på et digt af den anerkendte palæstinensiske poet Mahmoud Darwish: 

Had you contemplated the victims face and reflected you would have remembered your mother in the gas chamber. You would have freed yourself from the logic of the riffle.  

- Alle palæstinensiske navne i essayet er ændret af hensyn til sikkerhed.

 

Et andet blik, 4. november

- af Ida Kat Balslev

I mit første essay så jeg alting med friske øjne. Efter to uger får alting en krop og bliver mere samlet. Det er midt oktober. Olivenhøsten står for døren. Jeg befinder mig et sted, hvor jeg får et andet blik på, hvad det vil sige at være menneske. Jeg prøver at forstå disse nye perspektiver og sætter mit eget narrativ til side.

Jeg går igennem byen, imens en duft af kardemomme møder mine næsebor. Jeg lytter til rap fra min iPhone fra den sprudlende rapscene i Ramallah. Energien strømmer igennem kroppen til lyden af stærke viljer.

Rapkoncert i Jericho

At undersøge menneskers forhold til grænser, både de psykiske og fysiske, falder naturligt her. Det er en del af dagligdagen, af snakken, af grinene, af ritualerne. Jeg tænker over det moderne menneskes evne, eller mangel på samme, til at være fleksibelt og bevægeligt. Bevægelighed og fleksibilitet er noget, jeg især finder hos palæstinenserne. Ikke kun hos beduinerne eller ved at dykke ned i den historiske rigdom, men også hos byboerne på Vestbredden.

I Jerusalem er de fysiske grænser også tydelige. Jeg bliver husket på menneskets grundlæggende vilkår og behov for kærlighed. Denne svaghed hos os, som på godt og ondt påvirker vores livsvalg. Nemlig vores higen efter kærlighed og anerkendelse. Det bliver tydeligt hvad der sker, når man ikke har fået ubetinget anerkendelse. Frygten stiger. Der vil findes et tomrum, der kan fyldes med vrede og skabe indre splittelse og dermed konstruerer et billede af en fjende. Det går mere og mere op for mig, hvor ens vi mennesker er, uanset religion, kulturelle baggrund eller evner. Frygt låser os fast, mod gør os bevægelige.

Hvem føler stærkest når moralens vogter svigtes? Bøddelen eller ofret?

Ofret kan glemme uretfærdigheden, da det anormale kan blive normalt. Fx Hvis ofret er en herreløs hund, der vader rundt i trafikken på må og få, uden at lade sig distrahere af de mange biler, som dytter og udgør en trussel for hunden. Bilerne er i den ganske fordelagtig situation, de kan fortsætte deres færd, uden nogen problemer. Før eller siden vil de højst sandsynligt få ramt på hunden, men kun måske, fordi hunden med tiden bliver så trænet i at undgå bilerne.

I et afsnit fra Den Gule Vind af David Grossman, berettes der om en persons møde med en retfærdig verden. Det går først op for manden, at han lever i en verden med daglig fornedrelse og uret, fordi han møder retfærdighedens væsen. Et perspektiv der for ham til at forstå, hvad han selv har været udsat for.

Historien om hunden får mig til at tænke på min karakters situation. Min karakter bliver sat i et miljø med samvittighedsløse individer med den viden, at det er muligt at nedbryde sin menneskelige morale, men også bibeholde den, selv under de hårdeste vilkår.

Han har to muligheder. Han giver op og venter dermed kun på at dø eller han prøver at lære sin bøddel at kende. Min karakter vælger det sidste. Det er op til ham at finde en metode hertil.

Han prøver forskellige strategier og lidt efter lidt skaber han et forhold til sin bøddel.

Bøddelen udvikler langsomt en samvittighed i takt med at venskabet til ofret blomstrer op. Denne samvittighed ændrer slagets gang. I stedet for at bøddelen ser ofret som offer, begynder bøddelen at se ofret som ven og dermed ligeværdig, men med dette venskab kommer der også en afhængighed. Bøddelen bliver afhængig af sin ven. Svagheden i mennesket bliver synligt. Vi har brug for den anden for at forstå os selv, men vi kan også bruge den anden til at holde vores egen indre splittelse på afstand. Det er ikke venskab, men en anden form for afhængighed i familie med det konstruerede fjendebillede. Det er ikke forankret i noget solidt.

Bøddelen har behov for ofrets anerkendelse og ofret bliver afhængig af bøddelens venskab, for at kunne overleve.

Er det i virkeligheden denne indre splittelse, der bremser vores evne til tolerance og åbenhed?

I løbet af min anden uge møder jeg både kristne, muslimer og jøder, der lever i fredelig

sameksistens. Både i Nablus og omegn lever folk side om side uden problemer.

Min veninde, som er palæstinensisk skuespiller, fortæller med julelys i øjnene om hendes to jødiske professorer i drama og understreger i samme flæng deres politiske tilhørsforhold. Selvfølgelig er de venstreorienterede, siger hun.

Mange palæstinensere samarbejder med israelerne og er en integreret del af landet. Men uligheden hersker stadig. Lægen, jeg mødte på vej fra Afula til Ramallah, fortalte om at blive lønnet forskelligt fra sine israelske kollegaer på sammen niveau. En ung palæstinensisk kvinde fortæller glad om sin mosters kamp for at blive leder af Universitetet, en kamp der især var hård på grund af hendes kulturelle baggrund.

Imødekommende jødisk herre, som vi mødte i Nablus.

Jeg finder smil og varme, ligegyldig hvor jeg befinder mig på Vestbredden, men når turen går igennem checkpoints eller når det bliver synligt at soldaterne magtdemonstrerer, krymper min mave sig sammen og hvis jeg ikke kigger væk, presser tårer sig sin vej igennem mine øjne.

Checkpoints gentagelser forløber uden respekt eller forståelse for værdighed. Kun farven på dit pas gælder. Hvor det er udstedt? Hvornår er det udstedt? Hvad er din families navn? Hvem der er din familie? Hvor skal du hen? Hvor længe skal du være væk? Hvorfor skal du derhen? Og hvorfor lige nu? Om du har været i fængsel eller har lavet anden uro tidligere. Men første og fremmest handler det om, om soldaten har en god eller en dårlig dag. Måske er han overbærende på en dårlig dag eller han keder sig på en god dag. Du ved det aldrig og du kommer aldrig til at vide det. Du kan blot håbe på det bedste.

Min palæstinensiske veninde Suzan studerer jura og engelsk litteratur i Haifa. Hun har israelsk pas og kommer fra en god familie. Hun forklarer mig de forskellige narrativer der er hos unge palæstinensere og for at sætte mig ind i sit eget dilemma stiller hun følgende spørgsmål:

Ville mine venner føle sig forrådt, hvis jeg legede med de andre børn, på den anden side af hegnet, fordi jeg startede på samme skole som dem? Også selvom jeg ikke havde noget valg, fordi vores egen skole blev lukket ned. Eller hvis jeg, når jeg blev teenager, hjalp med at bygge deres huse, der er meget større og flottere end vores, for at tjene penge til min familie og få en ordentlig levestandard. Ville mine venner føle, at jeg viste mig frem?

Jeg lader hendes spørgsmål hænge i luften, imens jeg undres over, at den åbenlyse undertrykkelse kan blive ved og at det, der skrives om overtrædelse af menneskerettigheder og gentagende uretfærdigheder, ikke altid kommer frem i lyset.

Plads foran Damascus gate, Jerusalem

Jeg ankommer for at drikke en kaffe på Café La Vie. Jeg er tidlig på den, stolene står stadig på bordene. Jeg går nærmere og kigger igennem et vindue. Der står en mand og reparerer en stol. Han smiler imødekommende og vinker mig ind. Jeg går indenfor og forstår at jeg er velkommen, selvom det ikke er åbent endnu. Jeg prøver at snakke med ham og spørger, om jeg kan sidde ude. Han smiler og nikker, men svarer ikke med ord. Jeg sætter mig ud i haven. Læser lidt og ser på planter.

Den smilende mand kommer ud igen og går igang med at vande blomster og feje gulv. Jeg løfter min taske op, for at den ikke skal blive våd. Manden smiler til mig og laver en takkende gestus. Jeg rejser mig for at gå ind og se, om jeg kan bestille arabisk kaffe. Manden ryster på hovedet og viser med kroppen, at jeg ikke behøver at rejse mig. Men jeg viser ydmygt, at jeg blot vil gå indenfor og kigge.

På den anden side af huset møder jeg en kvinde, vi begynder at snakke engelsk. Jeg spørger hende om de har lukket. Hun nikker, men spørger hvad jeg kunne tænke mig. Kan jeg bestille en kaffe. Selvfølgelig. Kvinden går hen til den smilende mand og signalerer med arme og hænder kaffe med sui sikker - lidt sukker. Manden nikker og smiler.

Jeg tænker forsat ikke, at der er noget usædvanligt ved kommunikationen. Den gode stemning er der og vi kan forstå hinanden uden ord.

Lidt efter kommer en gråhåret herre ud og hilser mig velkomment. Han spørger mig nysgerrigt, hvordan jeg kunne bestille en kaffe. Det var nemt, siger jeg og udtaler, så godt jeg kan, kaffe med lidt sukker på arabisk. Den gråhårede herre smiler og svarer, men han er både døv og stum.

Overrasket forklarer jeg at en kvinde hjalp til. Han forstod dig i hvert fald, svarer manden og slår armene ud og byder velkommen til den vilde have. Et af hans træer har haft termitter, men nogle firben gjorde kål på dem, så det overlevede.

Det begynder at regne.

Det vil sige, at olivenhøsten snart kan gå i gang.

Man siger, at det helst skal regne lige før høsten.

Det bringer held og gode ting med sig.

Olivenhøsten går igang.

 

At dele ud af sig selv
Ramallah, Betlehem, Hebron, 12 november 2019

- af Ida Kat Balslev

Putter salt i kaffen istedet for sukker. Ved en fejltagelse. Mit ansigt krymper sig sammen. Jeg bander over den mikroskopiske forskel på salt og sukker.

I går blev du stoppet af politiet på motorcykel. Og endte med et stykke papir i hånden og et klokkeslæt i retten.

Jeg mærker din kunst, din styrke og din vilje bryde igennem den nationalistiske tomhed som sol igennem mørke. Dette lys vil jeg altid huske.

Jeg kigger på dine billeder. Du hvisker til mig på arabisk. Jeg giver dig mine høretelefoner og afspiller videoerne fra koncerten igår. Du hvisker igen i mit øre, hvorefter du giver mig dine høretelefoner og begynder at afspille musik fra din telefon. Du deler ud af sig selv, dadler og brød. Mit hjerte sprænger et slag over. Kigger på det land der engang tilhørte dig. Tænker på alle andre, der er placeret et sted, de ikke selv har bestemt.

Nu er du blevet smittet ligesom alle de andre, siger du. Du vil blive ved med at komme tilbage til Palæstina.

Jeg bliver ked af det og glad på samme tid, over tanken om at forlade Vestbredden. Her, hvor smerte og sorg bliver til styrke, hvor alle deler ud af sig selv, hvor erobrende og de erobrede lever side og side.

Støvet har lagt sig efter regnen. Hvad er Humanity? Spørger du mig. Næstekærlighed og tolerance, siger min danske reptilhjerne.

Betal for at få ødelagt dit hus eller ødelæg dit eget hus. Begge ting gør dig til en form for ikke-menneske og ikke-mennesker forstår ikke sammenhold eller venskab. Det er svaret på, hvordan du kan opløse stammen og fjerne truslen fra de andre ikke-mennesker, der påstår at de er mennesker. For er et menneske virkeligt et menneske, hvis det ikke føler et medmenneskeligt ansvar?

Hu-man-entity.

Diversiteten svinder ind på den anden side af væggen.

Buschaufføren tysser på hende, der tager sin telefon og snakker arabisk. Der er ikke noget skilt om, at man ikke må snakke i telefon. Hun deler derefter ud af sig selv, som om hun slet ikke registrerede buschaufførens racisme på gadeplan.

Ramallah er det sidste fort, siger du, imens jeg kigger ud af vinduet og registrerer hotelnavnene The American Colony Hotel og The Western Hotel, imens vi kører igennem Betlehem.

Sidder med min kaffe og reflekterer over eksistensen og de spilleregler vi mennesker ikke vil slippe.

Vi lever og så dør vi, siger vi i kor og griner.

Mennesker bliver besat af en idé, imens byer bliver besat af mennesker. Uden åndehuller for sameksistens.

Ideen vinder og skelner ikke imellem det gode og det onde. Det rigtige og forkerte. Den differentierer blot sandheder og identitetspapirer fyldt med brudte drømme. Ønsker en utopisk verden og mister sin ægthed med voksende urolighed og ubehag.

Vi synker alle ned. Langsomt. Ligesom menneskerettighederne der langsomt forsvinder. Indtil vi atter kigger på Kristus der bliver korsfæstet og hører om endnu en tragedie i Gaza. Et åbent fængsel for to millioner mennesker, pointerer doktoren, imens psykologen forklarer dehumaniseringen af de 1000 børn han har undersøgt, der langsomt mister lysten til at leve. Menneskerettighedskontoret, der er proppet med papir på lig, der ikke må komme hjem og fængselsfanger der ikke får den rette hospitalsbehandling.

Strejfer Chekhovs tanker og pointerne i hans dramaer om ALT DET, DER IKKE SKER. Selvom håbet endnu ikke er dødt.

Her fejes gulvet for at opretholde værdigheden. I Danmark køber vi økologisk.

Du fortæller mig i bussen, at din bedstefar er død. At denne weekend er broken og at i skal sørge i tre dage.

Jeg spørger dig, hvordan jeg siger, Gud være med ham. Du lærer mig, hvordan man siger det på arabisk,

smiler og trækker vejret dybt. Jeg kan mærke din sorg.

Den sorg, vi alle kender til. Den sorg det er, at miste én vi holder af.

Det er en anden slags sorg, der spreder sig i ens blodbaner, når man har mærket Hebron indefra. En sorg over at forstå, hvad et menneske er i stand til at gøre imod et andet. At vi ingen grænser har for brutalitet.

Overvindelsen af denne sorg tilhører kun dem, som langsomt bliver frarøvet deres hjem, deres sjæl og deres frihed. Som vidner om menneskets gerninger, står de tilbage i skyggen som stolte skabninger.

Hebron, spøgelsesbyen, der er lukket ned for at undgå konflikt. Hvornår har det nogensinde været en god ide at stikke hovedet op i skyen eller under armen?

Jeg snakker med min israelske ven Noah fra Jerusalem, bosat i Tel Aviv. Vi snakker om den fantastiske dag, vi mødtes på filmfestivalen i Bucharest. Om den lille køleskabsdør man skulle igennem for at komme ind på en bar fyldt med rødt velour, punkere og spejle. Den bedste nat i mit liv, siger Noah.

Hele Noahs familie er Holocaust-overlevere fra Polen, Frankrig, Israel og Rusland. Jeg spørg ham, om der er noget jeg har misforstået, fordi jeg har svært ved at fatte den virkelighed, jeg har oplevet og han siger, nej, du har forstået det.

Noah opsummerer.

It was violent from its first stages.

But it got viral the past decade.

What adds up to it is the concept of fear.

And since there’s a majority, that doesn’t believe it can be solved.

Nothing changes.

The early 90s were the last hope we had.

My family is starting to move out.

Sara fortæller mig, at folk bliver skøre i Jaffa og begynder at skyde deres egen familie. Måske er der ingen sjæle tilbage, kun sølle efterligninger. Har vi overhovedet en fremtid nogle af os? Når nationalismen blomstrer og menneskelige ressourcer dør ud.

Sommerfuglen sidder forsat på sin visne kvist. Farverig. Storslået.

Hvad hvis vi begyndte på en ny og anderledes historie, hvor vi var i stand til at skelne klarere imellem det gode og det onde, det retfærdige og det uretfærdige?

Hvor vi alle var lidt bedre til at dele ud af os selv?

 

 

Go back