I november 2017 udlånte Aarhus Filmværksted vores residency ved Det Danske Hus i Palæstina til Julie Budtz Sørensen. Her er hendes beretning:

DHIP og Århus Filmværksted gav mig muligheden for for første gang i mit liv at besøge Palæstina, et land som jeg i mange år har drømt om at besøge. Et land som er præget af en overvældende historie samt meget præsente konflikter, som vi konstant blev mindet om, mens vi var der.

Som manuskriptforfatter havde jeg et ærinde med besøget: at lave research til et større projekt, som jeg laver om spiritualitet og identitet. Jeg tog derfor min mand med, som jeg sidste år lavede en kortfilm med, som handler om at være muslim i vesten. I mit arbejde interesserer jeg mig for Islam og for spiritualitet som sådan, og jeg havde derfor stor lyst til at besøge Palæstina og dets religiøse steder.

 Min tilgang til rejsen var åben og afsøgende, og det som strukturerede dagene var besøgene til de forskellige religøse steder til byer som Nablus, Jericho, Haifa, Akka, Hebron, Jerusalem og Betlehem.

Jeg tog flere gange til Jerusalem, fordi det var så fascinerende en by. Det er svært at beskrive den helt specielle stemning, der er i Jerusalem, hvor de tre monoteistiske religioner mødes omkring de samme hellige steder. Jeg brugte meget tid i Al-Aqsa moskeen, et helt essentielt sted for muslimer, og her snakkede jeg med flere af gæsterne og de ansatte om, hvordan det er at have sin daglige gang et sted, som mange af verdenens muslimer ikke har adgang til. Jeg var optaget af den mærkelig modsætning i at befinde sig et sted, der har så mange positive konnotationer for troende, men som på samme tid er forbundet med så megen konflikt. Lignende oplevelser havde jeg ved grædemuren og i kirken med Jesu grav. 

I Betlehem mødte vi en palæstinensisk mand, der viste os rundt, og vi kørte med ham til Hebron for at se Abrahams grav. Denne befinder sig opdelt mellem en en moske og en synagoge, hvor henholdsvis jøder og muslimer besøger graven fra to opdelte sider. Abraham anskues som de monoteistiske religioners grundlægger. Det var vildt på så konkret en måde at opleve, hvor tæt på hinanden religionerne er, men opdelt på samme tid.

 Rejsen til Palæstina var på mange måder som at rejse tilbage i tiden. Jeg fik en opfattelse af, at det historiske og det religiøse havde en helt konkret indvirkning på folks dagligdag. I Nablus talte jeg med en græsk præst, som havde arbejdet i den ortodokse kirke i 30 år. I Haifa mødte vi folk fra Bahai religionen, som arbejde frivilligt i templet. Folk, der er valfartet til landet for at praktisere deres tro.

 Mit ophold har givet mig rig inspiration til mit projekt, og jeg håber at kunne rejse tilbage snart for at optage kontakten med de mange mennesker, jeg mødte og lave endnu mere research.