Tilbage til Alle begivenheder

FESTIVALDISTRIBUTION – FÅ DIN KORTFILM VIST PÅ FILMFESTIVALER

Din film er færdig, men hvordan får du den ud at leve på filmfestivalerne? Kom med til workshop i festivaldistribution og søg om støtte til at dække festival-fees fra filmtalents nye støttepulje.

Filmfestivaler er en af de vigtigste måder at få sin kortfilm ud i verden på; her kan din film blive set, skabe opmærksomhed og måske endda vinde priser. Samtidig er de genveje til at møde andre filmskabere og få nye kontakter og et stærkere netværk i branchen.

Filmværksted Aarhus inviterer til workshop i festivaldistribution med instruktør Alexander Saul, producer Rebecca Pruzan og festivalstifter Betina Husen. Tilsammen gør de dig klogere på filmfestivaler og viser fra scratch, hvordan du får din kortfilm eller dokumentar med på dem.


Workshoppen giver dig en praktisk introduktion til festivaldistribution, og til hvordan du øger dine chancer for at blive udtaget.

Vi kommer blandt andet ind på:

-              hvordan det internationale festival-landskab fungerer

-              hvordan du lægger en målrettet festivalstrategi

-              hvordan festivaler udvælger og programlægger film

-              premierekrav og festivalers eksklusivitetsregler

-              hvordan du udvikler et effektivt press kit til ansøgninger

-              festival-fees, rettigheder og kontrakter

Kort sagt: alt hvad der skal til for at give din film de bedste chancer på festivalerne.


Til workshoppen bliver du undervist af tre stærke profiler, der tilsammen dækker hele temaet fra filmproduktion til festivalsudvælgelsen.

Alexander Saul erfilminstruktør og instruktørstuderende på Super16 (Årgang 14). Alexander har instrueret flere prisvindende kortfilm, bl.a. LOVESICK (2024) og SNIPPED (2025), som har været udtaget til en lang række (23) festivaler verden over, blandt andet HollyShorts, Nordisk Panorama og Odense International Film Festival (OFF). Begge film er støttet af Filmværkstedet København og produceret af Rebecca Pruzan.

Rebecca Pruzan er en Oscar®-nomineret producer, der arbejder med stærke, menneskelige fortællinger med social relevans og har produceret flere kortfilm, der har opnået betydelig international festivaldeltagelse. I 2022 producerede hun kortfilmen IVALU (2022), som blev Oscar®-nomineret og havde stor succes på festivaler over hele verden.

Sammen har Alexander og Rebecca bl.a. lavet kortfilmen SNIPPED (2025), som stadig turnerer på festivaler verden og kom på Oscar®-longlisten i 2026.

Betina Husen har været direktør for Copenhagen International Film Festival siden 2012 og har indgående kendskab til programmering og udvælgelse af film til festivaler. Hun kommer med andre ord med al den viden, man som ansøger kun drømmer om at have, når man skal regne ud, hvordan man bedst ansøger til en festival.

Ny støttepulje til festivaldistribution

Workshoppen er en del af en ny national temaindsats fra filmværkstederne, der skal hjælpe talenter med at få deres film ud i verden.

Som en del af indsatsen oprettes en pulje på 100.000 kr., som du kan søge til at dække udgifter til danske og internationale festival-fees. Du kan søge om støtte på op til 3.000 kr., hvis du har modtaget produktionsstøtte fra et filmværksted. Puljen lanceres den 1. juni på Filmværksted Danmark, så hold godt øje.

Workshoppen er gratis og åben for alle  – du skal bare tilmelde dig her

Forrige
Forrige
12. april

LÆR AT LYSSÆTTE

Næste
Næste
8. maj

DOKUMENTARFILM, VIRKELIGHED OG ETIK - HVOR GÅR GRÆNSEN?